Denne weblog udvides gennem ovenstående link

For nogen tid siden så jeg i et debat forum følgende udtalelse: ”De fleste aikidoka interesserer sig ikke så meget for filosofien i aikido, men kun for teknikkerne”.
Denne udtalelse rummer en kendsgerning. For 10 år siden hørte jeg den samme opfattelse udtalt på en endnu mere radikal måde: ”Der findes kun teknikker i aikido”.

Jeg stillede da spørgsmålet: ”Hvad blev der af O´sensie åndelige lære?” - Jeg modtog intet svar far nogen side.
Jeg begyndte da selv at undersøge spørgsmålet og kom til den konklusion, at den åndelige lærer som O´sensie, bl.a. nedfældede i sine Dokas ”Fredens Kunst” og andre af hans anvisninger for en indre skolingsvej, forsvandt ud af aikido da han døde.

Det skyldes for skellige forhold: a) ingen af hans elever kunne eller ville antage O´seneis åndelige lære. b) ønsket om at tilsløre og fjerne de historiske bånd som viser, at O´senies udvikling af hans Aikido ikke havde været mulig uden støtte fra Omoto religionen.

Det er karakteristisk for den udviklings om finder sted i Aikikai efter O´sensei død, at de af hans personlige elever, som søgte at opretholde en åndelig impuls i aikido, dvs. kontemplation og meditation, rette deres opmærksomhed med Zen-meditationen.

En anden side af den åndelige demission af O´sensies arbejde knyttede sig til det kan kaldte Kotodama – ”Det åndelige ord” og ”Den universelle Ki”

I vestlige traditioner tales der ofte om ”Det tabte Ord, som blev væk og genfundet, skønt det aldrig havde været borte”.

Der synes for mig at være to tendenser i dette spørgsmål: a) der fravælger enhver tale om et indre åndeligt arbejde i forbindelse med aikido og b) de der søger en indre skolings vej som er i harmoni med O´sensies oprindelige intentioner.

En sådan udvikling er ikke et spørgsmål om aikido i den forskellige organisations former. Aikikai er jo ikke nogen ”stil” eller ”linie”, men en multinational paraplyorganisation.
Aikikai er altså ikke en Ryu, men en forening af forskellige ryu, som har det ene til fælles at de graduerer ud fra de linier der er nedlagt af Aikikai Doshou, Japan.
Som sådan kan og har Aikikai ikke nogen officiel holdning til religiøse eller åndelige spørgsmål, men holder sig udelukkende til tekniske spørgsmål.

Det betyder imidlertid ikke at der i Aikikai ikke findes Shihan og Senseis som foruden det tekniske program har deres eget syn på spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej.

Den største gruppe af Shihan og Senseis som kreativt arbejder med spørgsmålet om Aikido som en indre skolingsvej, findes imidlertid uden for Aikikai organisationen.

Arbejdet med Ki og Meditation er imidlertid et individuelt anliggende, som ikke kan leve ud fra traditionelle organisatoriske forhold, uden at løbe risikoen for arbejdet bliver en unaturlig konstruktion eller en slags ny-reigiøsitet i lighed med O´sensies Omfoto religion.

Problemet er ikke stå stort så længe vi beskæftiger os med det helsemæssige, skønt faren for at løbe ind i kommercielle og terapeutiske ambitioner også er en fare på dette felt.
Den værste fare ligger i det mange oplever som det religiøse element og ikke mindst i vor kulturkreds som er præget af Protestantisme og hundrede af års afstandtagen fra Katolske Hierarkier og Mysticisme er der en stor berøringsangst for det vi kan kalde ”det indre åndelige liv”.

Gennem de sidste 40 år er der imidlertid sket en vis opblødning på dette felt gennem de åndelige impulser som er kommet fra orienten, Indien, Kina og Japan.
Skønt Zen har sin oprindelse i Japansk kultur, blev den i 60erne nærmest et modefænomen i store dele af vesten. Den Hinduistiske Yoga åbnede også mange nye døre, på samme måde som forskellige Buddhistiske meditations metoder også har vundet stor udbredelse i vesten.

På samme måde som vesten ikke har kunne antage Ko-ryu og Mestre af disse traditioner hævder at de kun kan trives i Japan, således er kulturimport fra orienten heller ikke anvendelig, hvis det betyder at det vestlige menneske skal antage gamle orientalske adfærdsmønstre og religiøse opfattelser.

Det handler netop i vesten om ikke at nytage orientens gamle visdom, som en slags pseudoreligiøsitet. Selv aikido i sin kun tekniske form rummer dette faremoment af nyreligiøsitet.

Kun der hvor vi kan gå ind og forstå og bruge de meditative sider af østens gamle
visdom på en åndsvidenskabelige kan vestens menneske gøre brug af den øvelses praksis som har sine rødder i den orientalske visdom.


Man kan udmærket dyrke aikido som en slags human selvforsvar, eller som en interessant måde at få motion på og for langt de fleste er det nok – ja mere end nok.

At foretage endnu et skridt er som at løse den Gordiske knude. Det kaldes også den ”Endelige skær”. Sværdet er sindets der skære gennem det tilsyneladende.
At skære ind til benet er at ramme noget hårdt og afgørende. Det at frigørelsen kun er at finde i os selv og at det selvskabte ikke findes noget sted uden for en selv.

Det er derfor at Aikido adskilte sig fra Aiki-jutsu og derfor at Aikido ikke kan findes gennem træning af nok så mangen teknikker hvor mange år man så end hengav sig til en sådan stræben.

Det er derfor at Aikido er en Do – hvor Jutsu er et biprodukt et sekundært resultat og ikke målet i sig selv, men det var netop på dette afgørende og springende punkt at O´sensei blev overhørt af sin samtid og sin eftertid.
Mål og middel bliver forbyttet med de alvorligste konsekvenser til følge

Alle forskellige åndelige veje (Do) er udtryk for forskellige processer eller metoder, for at opnå det samme mål.. Men Do er proces som kun finder sted i menneskets inderste bevidsthed.

Målet kaldes ved forskellige navne: Oplysning, Satori, Himmelens Kongerige eller Regnbuelegemet, men hvad end vi kalder denne tilstand er den kun et billede på Sindets inderste og oprindelige natur.
Det selvskabende og selvopløsende åndelige væsen i mennesket.

Den direkte introduktion til sindet

Sindets essens er selv opløsende – selv befriende.

Alle negative følelser og tanker

Den største vrede og den største lidenskab

Opløses som smør der smelter i sollyset

Som vand der fordamper fra havet.

Alle sanselighedens og ikke sanselighedens verdner

Alt begær og vrede er som råstof og råmateriale

I sindes processer.

Kuldet er sort og snavset og alligevel er dets råmateriale

det samme som diamantens klarhed og renhed.

Alt sammen forudsat at det konstruktive sind holder sig i ro

Og overlader processen til det kreative sind.

Chan Yogi. C. M. Chen

Følgende er et uddrag af den kinesiske Chan mester. Mr. C.M. Chen, af hvem jeg modtog Green Tara Initiationen i Kalimpong 1968.

Da buddhismen bevægede sig fra Indien til Tibet opstod Dzogchen linien.

I Kina kom den til at hede Chan og i Japan Zen.

Jeg bruger ordet Linie og ikke skole. Mr. Chen blev en gang spurgt om han havde en skole, hvortil han svarede: ”Hvorfor lave en skole, når Jeget er en illusion. Jeg er ikke nogen Guru. Hvorfor er jeg ikke en Guru, fordi alle Guruer bliver dræbt af deres disciple, derfor er jeg bare en Yogi”.

Den er studerer Chan er fyldt med mange selvmodsigende spørgsmål. Mange Chan udøvere forlod aldrig deres hjem for at blive munke eller lave retreat. De mediterede aldrig i bjergenes ensomhed. Andre forsagede denne verden og trak sig væk fra det profane liv i årtiers isolation.

Er tilbagetrækning nødvendig eller ikke?

Nogle mener at vi bør udøve mange gode og moralske handlinger og hengive os til konstant meditation andre siger at det ikke er nødvendigt at mediterer. Nogle siger at vi burde gennem gå den ”store død” og lade jeget destruerer. Hvad skal vi stole på?

Nogle hævder at det rette synspunkt er det vigtigste og at handlinger er uden betydning. At bevæge sig på sikker grund eller i en flydende tilstand.

Det siges også at den som er givet meget af ham skal der kræves meget og omvendt. Opvågningen kan være stor eller lille.

Mangfoldighederne kan reduceret til eet punkt. Men hvad var Jeg før jeg blev født? Og hvad når jeg dør? Nogle hævder i en tilstand mellem reinkarnationerne, andre at alt forsvinder i et sort huld. Nogle siger himmelen er stedet hvor Jeget er når kroppen er død. At vi møder Buddha eller Kristus. Men nogle kan ikke lide disse ord, så de kan ikke bruge det til noget.

De gamle mestre foreslog at vi finder en indgang, andre at vi finder en udgang. Hvor skal vi gå hen og hvordan? Mange af de gamle mestre ødelagde deres eget værk, når de indså at eleverne troede det var det ultimative svar eller gjorde det til et system.

G.I. Gurdjieff, nedlagde mange af sine udviklingsgrupper og fik mange til at forlade dem, når han opdagede at der opstod psykisk inflation i de studerendes sind. At man identificerede sig med gruppen.

En enkel og oprigtig snak om Chan er måske uklar og forstyrrende, kan virke latterlig, men det er i orden. Den henvender sig til begyndere og det er nødvendigt at tage sig tid til dem også, for vejen er meget længere end man tror. Og mange af de der mener om sig selv at være fremskredne står i realiteten i ”stagneret vand”.

Først lad os snakke lidt om det at give afkald – at trække sig tilbage. I gamle dage var det meget almindeligt at de studerende trak sig tilbage til klostre, ud i ørknerne eller i bjergene. Andre blev hjemme og dyrkede jorden og røgtede dyrene. Passede familien.

En indisk legende siger følgende. En søn kom til sin far og sagde. ”Jeg vil forlade Jer for at mediterer i bjergene for at søge oplysning. Den anden søn sagde jeg bliver her for at gøre min pligt. De blev nu uenige om hvem de gjorde det rette og de gik til faderen for at få hans mening. Faderen svarede dem : Og også du har ret.”

Det betyder blot at man skal finde de omgivelser som giver en den optimale mulighed for at virkeliggøre dit liv, uden at blive distraheret af banale omstændigheder. Hvad passer dig bedst: kulden og ensomheden i bjergene eller børnene skrigen og lønarbejder. I begge tilfælde kan du risikerer at blive et ”omvandrende lig”, hvis irritation og søvnigheden trækker dig ned. Man må være klar over sin skæbne.

Hvis begæret efter ære og berømmelse binder Dig – at det svært at give afkald på de ting som skaber denne tilfredsstillelse. De tillokkende omstændigheder kan være dine fjender. Det er hvad vi ser blandt dem for hvem dan gradueringer stiger en til hovedet – eller som soler sig i at være dojo eksperter. Hvorfor ikke have medfølelse med dig selv. Vi har spildt 20 eller 30 år af vor liv og kostbar tid med at flyde af sted på ”denne verdens otte vinde – i op og ned ture”. Konsekvenserne af dårlig karma vil veje meget tungere end den midlertidige fornøjelse der opstår gennem den forkerte tilknytning og synspunkt.

Vi bekymrer os til døde

Irriteret af smålighedens ligegyldighed

Faldet i søvn i bekvemmelighedens sump

Opslugt af ambitionernes begær

Giv afkald – lad det være

Mit hjerte bevæges

Af alle de der ikke kan finde hjem

At give afkald er at sige farvel til alt det der holder dig nede på et plan, hvor du ikke hører til. At nærme sig Chan er at lade de døde begrave deres døde – men samtidig have dem med i din medfølelse, vel vidende at du intet kan gøre, andet en rense dit eget hjerte. Du må gøre definitivt op med din behage syge. Ønsket om at kunne tilfredsstille alle. Så længe dit eget hjerte er såret af skuffelser og sorg, kan du intet gøre for andre. Det er at give afkald på det at ”gøre gode gerninger”. Det kan ligne egoisme – men er blot at følge din højere bevidstheds kalden. Dine gode gerninger vil forsætte, men i en anden tilstandfrom end omgivelserne forventer – dette kan skabe forvirring både hos dig selv om dine omgivelser, men det må du også frigøre dig fra. Denne tilstand kaldes ”den hvide tyr på den nøgne jord”. Man skal ikke søge efter det - det kommer af sig selv og når det kommer er du ikke i tvivl.

Er du der hvor dette afkald begynder at gøre krav på din opmærksomhed, er det bedst at du tier stille med hvor du befinder dig. Hvad der er Lys for en kan være mørke for en anden – sandheden kan blive til løgn, hvis vi ikke lærer princippet om den ”bevidst tilbageholdte hemmelighed”.

Der hersker megen uvidenhed blandt skolernes elever og fordi der på den fremskredne vej – kun er meget få oplyste lærere – tibetanere skelner her mellem en lama og så en tulku. At være instruktør er én ting, at være en ”inkarnerer vejleder” noget helt andet. At være Sensei i esoterisk betydning vil sige at være ”født for anden gang”. Hvad der udgår fra de uinkarnerede vejledere kan gennem et helt liv skade eleven. Derfor er det en fordel af løfte sløret lidt.

Gennem mange år har jeg set det i Aikido og andre graduerings systemer. Det skaber for de meste mere psykisk inflation og bruges som oftest til at fastholde eleven i en magt struktur. Meget få har den moralske og åndelige kapacitet til at graduerer. I Hapkido har man f.eks. to former for sort bælte.

Et teknisk og et moralsk.

Ofte sker følgende: ”Giv dem en hagama eller et sort bælte og de mister evnen til at lære”.

Det er sagt ikke for at skade, men for at vise frem til det der ligger ud over den eksoteriske undervisning.

1) Tegn på klarhed. I lyset af den højere bevidsthed begynder oplevelsen af himmelen, stjernerne, havet, vandet, markerne, planterne – hele naturen at fremtræde som noget andet end bare natur. Naturen ses i et nyt lys og ikke kun æstetisk. Man ser at alt er gennemstrømmet af Ki. eller Livs Ånd. (Buddhi) Tilstanden er ikke permanent, men evnen til at gå ud og ind af denne samklang med naturen er altid nærværende og tilgængelig. Dette er Chan.

2) Tankernes fraværd. Der er ikke tale om filosofisk selvmord, men en intellektualismens og dermed dualismens tyranni illumineres. Tænkningen ophører ikke, men tanken forsvinder total. Tænkningen er en del af Jegets duale væsen og i Åndsselvet erstattes den duale tanke af en Imaginativ Tænkning. Det er en udvidelse af tænkningen, som bevirker at den kan rumme en uendelig række af informationer i en kontinuerlig strøm af impulser og felter.

3) Dualismens ophør. Når opvågningen begynder er man ikke klar over ovennævnte tilstand. Vi falder ofte tilbage i den duale bevidsthed. Vor opfattelses evne er endnu som et klip-klap relæ, der kun rummer to svar ja- nej, positiv-negativ. I den højere bevidsthed udvides subjekt og objekt i et astralt lys – en holistisk regnbue af muligheder og alternativer

4) Åndedraget. Ind og ud ånding. I Chan tales der ikke om sindet og endnu mindre åndedraget. Så længe vi lever virker sindet og åndedraget, så hvorfor beskæftige sig med det? I Chan er det ikke-åndedraget og ikke-sind der interesserer os. Det betyder ikke at åndedraget og sindet ikke bør trænes, men det er led i forarbejdet og hovedarbejdet, men tilhører ikke efterarbejdet.

Ikke at ånde er som havets flod og ebbe, det bevæger sig selv – derfor sagde de gamle ”Se vandet under bølgerne”.

Åndedræts øvelser har stor betydning i energi arbejdet og er en god hjælp til at få ro i krop og sind som begynder.

Direkte overførsel af indsigt, ser uden ord, uden tale og dermed også uden åndedragets mellemvirke. Åndedræts øvelserne giver dig adgang til energi kilder som videnskabeligt endnu ikke er erkendt – det er pranayama eller ki-åndedrætet., man føler sig vægtløs, føler sig meget let og afslappet i krop og sind. Det er alt.

I ikke-åndedraget indtræder en klarhed, som ikke erkendes så længe vi fokuserer på vejrtrækningen.

De fire tegn eller tilstande, indtræder ikke stykvis, men optræder samtidigt. De er ikke individuelle, men opleves af os alle. De kan opstå spontant og uden forudgående træning. At have set Lyset én gang er nok – man bør ikke tilstræbe at indtræde i Illuminationen én gang til. Den store oplysning er i sig selv permanent.

Anderledes med de tre andre tilstande. De skal vedligeholdes. Derfor meditation. Derfor det store arbejde. Når de gamle sagde at meditation ikke var nødvendigt, så mente de at det ikke var nødvendigt før opvågningen, i for og hovedarbejdet, men først i efterarbejdet

Mange har vendt denne sandhed på hovedet. De tror at man kan mediterer sig til oplysning og opvågning og når man har opnået denne tilstand, så behøver man ikke at mediterer længere. Intet kunne være mindre usandt. Der forholder sig der imod omvendt. Når opvågningen er indtrådt, er den daglige meditation en nødvendighed. Det er forudsætningen for at opvågningen kan virkeliggøres i det daglige.

De gamle sagde: ”Gå ikke i retreat før den første (Chan) barrierer er brudt og gå ikke ud i bjergene før den anden (Chan) barrierer er brudt.”

De der har brudt den første barrierer er de der har fået et glimt af sandheden (forarbejdet) – de ville tjene sig selv godt, ved at gå ind den ”større død”, eller illuminering af egoisme og sociale ambitioner, før de begyndt at gøre noget.

Jeg har set gode elever og instruktører, som har påført sig selv meget dårlig karma, som projektmagere. Hvilken en skam!

Healing og terapi er egenskaber som er tilgængelige ret tidsligt i arbejdet, men de bør kun bruges som hjælp til selvhjælp og slet ikke i kommercielle forhold. Vi burde lade disse egenskaber ligge ind til vi har overskredet den anden Chan barrierer eller udgangen.

Hvorfor kalds den anden fase for ”udgangen”. Efter at vi har gennemgået den ”store død” lever vi videre i 10 til 30 år. Vi er da i Livets Skole og lærer af Livets Bog. I denne periode handler det kun om uden nåde at destruerer enhver tendens til udvikling af falsk personlighed og identitet. Mødet med den større død kan gentage sig med års mellemrum over vis tidsperiode.

Disse ”døds oplevelser” kaldes også ”karma knuder”.

Når vi omkring den anden karma knude ved 42 års alderen (7x3)2=42 er blevet så renser at vi med en vis ro kan bevæge os mod den tredje karma knude, da er vi måske parat til at begynde at påtage os ansvaret for andres udvikling. Fordi vi har lært at lukke døren til det der ikke vedkommer mig. Dette er en modsprøve. Det er opgør med karma fra nuværende inkarnation mellem 21 til 42 års alderen. Alle de fejlslagne initiativer fra tænkning, følelse og vilje som jeg har udvirket i den periode af mit liv.

Jeg er glad for at jeg selv først var 54 år da jeg påtog mig rollen som Dojo Cho i Aikido og Iaido .

Ved den tredje karma knude ved 63 års alderen (7x3)3=63 begynder evnen til ”at gøre” først virkelig at virke ren.

Ren betyder har at man ikke længere påtager sig eller påføres andres karma og at man heller ikke påfører andre sin egen karma.

Den tredjetilstand er en absolut ukendt zone, et mentalt tomrum – et absolut intet. Angsten ved mødet med intetheden – det er handlingens ikke handlingen og ikke handlingens handling – det er Zen, Chan og Dzogchen

At gå til steder hvor man endnu ikke har været kan være et godt råd. Ens træning må her være fuldstændig uafhængig af ydre omstændigheder eller forhold. Sorg eller glæde, tab eller gevinst, gunstige eller ugunstige omstændigheder skal under ingen omstændigheder forhindre eller tilskynde en til ”at gøre”. At give uden at forvente tak og at tage uden at sige tak. Det er ren handling.

Glæd dig over dem du er sammen med og glem resten.

Jeg har set flere gode elever give op fordi den modstand jeg gav var for stor, men bredere at gøre det svært fra begyndelsen en let senere.

Bedre at tage en pause eller helt holde op, end at forsøge at skyde genvej. Mange af de elever som stormer frem og er fyldt af begejstring og natur talent, viser sig senere at falde i dybe fælder, enten på grund af de ikke har gennemgået den første ”lille død” ordentligt – eller fordi der har ladet sig vildlede af lærere, som ikke var deres ansvar voksen.

Det ville være bedre for dem hvis de havde forladt deres hjemby, rejst til et ukendt sted og givet sig ud for at være en galning på besøg i en kultur, hvor normerne er halt anderledes end hvorfra han kom. Så ville hans adfærd ikke havde udsat ham ikke havde givet anledning til social kritik eller civil straf. Han kunne da havde gjort som han ville uden at skelne til hvad konsekvenser hans handlinger ville få for andre mennesker. Mange stopper her uden at gå videre og kan ikke opnå mere, hvor er det virkelig ærgerligt. Men enhver som ikke er vel forberedt risikerer her at miste sit visdoms liv ved at gå videre. En dukke kan ikke springe ned fra det sted som en løve kan. Der må udvises stor omhu og man skal aldrig blive for selv-sikker.

EN HYMNE TIL DEN SEJJRENDE REFLEKSION

En hilsen til Guruernes indifferense og mit sinds Store fuldkommenhed.

Af

C.M. Chen

v Når den samarbejdende enhed pludselig bryder op.

v Er der stadig på grenen, blomstens nektar, O, bi! Samle den op.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når du længes efter overnaturlige kræfter

v Og nogen bliver menneske kærlig

v Vi disse kræfter naturligt udvikle sig i deres fulde udstrækning.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når følelserne pludselig blomstre

v Vil de strømme dybt og vedvarende

v Gennem ydre forskelligheder, er tingens natur den samme.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når du gør noget helhjertet

v Er du stadig omhyggelig med at intet er udeladt.

v Men det er her endnu

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når der i hverdage ikke sker noget særligt

v Og Chan er som et udtørret lig

v Men din adfærd bliver levende

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når begærets scene behager dig

v Møder jernstøvet pludselig en magnet

v Benyt lejligheden og træd ind i det

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når sindets vrede stimuleres

v Vil straffen komme ud af kontrol

v Tilpas dig straks

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når du er opfyldt af tåbelige drømme,

v Bliver du ubevidst

v Pludselig er det i overensstemmelse med sandheden.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når uvidenhedens tanker løber løbsk

v Ingen respekt for Buddha, eller Patriarkerne.

v Træd et skridt længere op, og

v Påmindelse om den sejrende refleksion.

v Når tvivl og skuffelse vokser og bliver nedtrykkende

v Er det som skyggen af et spøgelse er her.

v Men glæden vil rejse sig gennem realiseringen af sorgens tomhed.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når de almindelige forhold vækker behovet for ferie

v Er det som når fem heste trækker et lig i hver sin retning

v Ikke desto mindre det er der stadig

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når højlydt argumentation bliver forvirrende

v Er du ved at blive indskrænket og modstridende

v Det er som et ekko i dalen som giver genklang.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Der er megen glæde i overfloden

v Slå den ned hver gang den opstår

v Derved opretholder man glæden ved harmonien i Chan

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når der i tankens fraværd er indre ro

v Er det som den åbne himmel uden nogen skyer overhovedet.

v Tilskynd dig selv til videre udvikling

v Påmindelsens sejrende refleksion!

v Når du er opfyldt af Dharmas glæde

v Vil du synge og danse for at glæde dig selv

v Sådan er det virkeligt! Sådan er det virkeligt!

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når du har det sjovt og leger

v Vil man antage forskellige adfærdsmønstre.

v Det er det! Det er det!

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når forholdene skifter

v Vil nye former til stadighed opstå

v Hver af disse vil træde ind i realiteten

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

v Når de ”otte vinde af verdslige forhold” blæser

v Hvordan kan du da opnå ikke-tænkning

v Betræd Chans vej såvel i det indre som i det ydre.

v Påmindelse om den sejrende refleksion!

Det kan ikke lade sig gøre at forstå essensen i Aikido, hvis man kun forsøger at beskrive Aikido som en teknisk udvikling fra Aiki-jutsu eller andre Budo former.

Vi ved at M. Ueshiba havde en bred indsigt i forskellige former for Budo, før begrebet Aikido blev introduceret.

Et studie af disse eksoteriske traditioner vil imidlertid ikke lede til en klar opfattelse af essensen og hvad det var for en impuls og felt M. Ueshiba virkede og arbejdede i.

En af de vigtigste kilder til forståelse af essensen, energien og naturen i Aikido er at finde i hans Doka ”Fredens Kunst”, som jeg nu har udgivet i en dansk gendigtning.

Den der mediterer over disse ledsætninger, er ikke i tvivl om at M. Ueshibas inspiration til Aikido ikke ligger i en større eller mindre række af Budo teknikker.

Han understreger det klart ved at sige: ”Jo længere man når frem i sin udvikling, jo færre teknikker bliver der”.

Denne udtalelse gælder ikke kun i Budo impulsen, men også i det Meditative felt.

Zen eller Dzogchen meditation er her klare eksempler på omtalte simplicitet.

Satori betyder ganske enkelt Illumination eller Oplysning. Gennem tiderne har der altid været oplyste vejledere i alle kulturer. Oplysning er derfor ikke begrænset til kulturelle, etniske eller nationale forhold.

Oplysning drejer sig om at vor normale bevidsthed gennemlyse af en lyskilde, et visdoms lys. De normale grænser i bevidstheden ophæves eller bevidstheden udvides. Gøres gennemsigtig. Bliver et med Kosmos. Det spaltede sind smelter sammen i eet Universelt sind.

Bevidsthedens grænser

Hvilke grænser møder vi da i vor normale bevidsthed. Vi har alle en række lukkede døre til vor barndom, på godt og ondt. I vor drømme bevidsthed møder vi andre tærskler, som vor bevidsthed ikke kan nå til en erkendelse af. Drømme bevidsthedens lysbilleder er så kraftige, at oplevede vi dem i vågen tilstand ville det svare til LSD lignende oplevelser. Vi klynger os til dette lille ego, fordi vi identificerer os med dets midlertidige funktioner. At ændre på egoets rolle er en smertefuld af maskering. Bag masken venter angst og ensomhed. En fjerde af erkendelsens døre møder vi når det lille ego begynder at krakelere og ubalancen opstår. Når vor selvforståelse trues opstår faren for udvikling falsk personlighed og inflatoriske handling.

Mange taler om Oplysning eller Satori, uden at gøre sig omkostningerne helt klar.

Den sværmeriske drøm om oplysning og frihed, er meget fascinerende så længe det foregår i filosofiens verden.

De indledende faser i overskridelsen af bevidstheden normale rum, antyder meget klart, at ingen kan påbegynde en sådan vandring uden hjælp fra en vejleder, og vel at mærke en vejleder som ikke kun filosofisk, men som i praksis selv har mødt Den store tærskels vogter.

Ser vi på M. Ueshibas liv, så ved vi at han havde flere åndelige vejledere.

Som social økonomiske individer er vi afhængige af forskellige faglige relationer for at kunne fungerer. Læger, tømrer og rengørings personale har forskellige og fælles interesser som knytter dem sammen. At kommunikerer på disse områder er relativt ret enkelt, fordi tema begrænser sig til de politiske, økoniske og faglige.

Når det drejer sig om arbejdet med sjælelige og åndelige forhold i menneskets bevidsthed forholder det sig noget mere kompliceret. Gennem tiderne har religionerne været sådanne reference systemer, men gennem de sidste 500 år har de langsomt mistet deres værdi.

I Europa mistede religionen meget af sin naturvidenskabelige autoritet, da man måtte erkende at jorden ikke er universets centrum og lægevidenskabeligt da den Kirkens Gud og præster ikke kunne beskytte befolkningerne end den Sorte Død og Pesten.

Mennesket har siden da søgt efter en Åndsvidenskab som kan hjælpe det videre i sin åndelige og sjælelige udvikling. En sådan stræben viser sig at gå gennem en udvidelse af bevidstheden, en ophævelse af bevidsthedens grænser. Det er det der kaldes Oplysning eller Satori.

I løbet af historiens gang, har der altid været åndelige vejledere, men de var få og afgrænset af geografiske forhold – den søgende foretog store og farlige pilgrims rejser for at komme i kontakt med visdomsskolerne og deres oplyste vejledere.

Gennem tiderne er de blevet kaldt for profeter, initierede, helgener, mestre, illuminati eller guruer.

I dag hvor kommunikation og geografiske grænser næsten er ophævede, ser vi en stigende tendens til at flere og flere mennesker søger en autentisk åndelig vejledning.

Denne søgen er som sagt ikke let. I fortiden da verdens religionerne var de store kanaler hvor gennem denne vejledning strømmede var tingene på sin vis mere simple.

Muligheden for at finde frem til de rette informationer er i dag meget lettere, men de er på den anden side også blevet kompliceret af de sidste 500 års udvikling af materialisme, det anti sociale hvis rod er at finde i dyrkelsen af egoismen.

Det vanskelige ved at finde en autentisk indre skolingsvej i vor tid ligger altså ikke så meget i udbudet, for her må siges at være frit valg på alle hylder, men på at finde vejledere, som ud fra egen erfaring har gennemgået en Satori.

Gennem de sidste 40 år har det vist sig at flere og flere mennesker som har søgt oplysning, spontant har oplevet en overskridelse af bevidstheden på enten den ene eller den anden måde. Det er i sig selv positivt, men efter oplevelsen af Satori, stor eller lille, rejser sig det egentlige spørgsmål. Hvordan kan jeg i hverdagen arbejde videre – for hvis oplysningen ikke bringes ind i en bevidst skolings proces, vil den som et farvefoto der ligger for længe i solen, miste farver og kontrast. Og falme bort – eller det vil begynde at udvikle inflatoriske tendenser. Eller den lille oplysning kan blive til en slags uforpligtende mystisk leg, tidsfordriv eller social underholdning.

I aikido er jeg stødt på to sådanne tendenser. Det første kalder jeg for ”hagama syndromet” – det andet ”det sorte bæltes forbandelse”. Efter 6 eller 12 år arbejde kan der opstå en glimtvise oplysninger. Men i stedet for at skabe gennemsigtighed i egoet, kan der opstå inflation. Sindet har endnu ikke opnået den nødvendige stabilitet, som måske først opstår efter flere årtiers arbejde. At erstatte den oprindelige fysiske og sjælelige automatiske med en højere, kan gøre den sidste tilstand til noget der er værre end den første.

Stillet over for en sådan glimtvis lysgennemstråling af sindet vil bevidstheden blive konfronteret med sit eget mørke, sine skygger, sin dobbeltgænger. Det er derfor dette trin kaldes mødet med Tærskelens Vogter – Den store eller den lille alt efter oplysningen kvalitative og kvantitative karakter.

I de vestlige tradition hos Rosenkreuzerne kaldes dette møde også for ”Det Kymiske Bryllup”. Jeg udgav dette alkymistiske værk i 1978 på dansk.

M. Ueshibas indre vej

Man kan med rette mene, at M Ueshibs Satori blev transformeret ind i hans Aikido, og at teknikkerne på sin vise viser det helet. Problemer er imidlertid at mange senseis og shihans ikke har forstået den åndelige eller oplyste side at aikido formernes natur og essens.

Poetisk set har han i sine Doka nedfældet hele det erkendelses teoretiske grundlag for den indsigt der behøves for at forstå aikido som en spirituel impuls.

Selv tilbragte han hele sit liv på at udfører aikido bevægelserne og øvede sit sind gennem bøn, kontemplation og meditation.

Det paradoks at ingen af hans hovedelever tog denne side af hans arbejde op giver anledning til undren. Dog er det forståeligt nok at ingen kunne eller ville gå ind i hans åndelige discipliner, for de havde udviklet sig til noget meget mystisk og rent personligt for M., Ueshiba, som sikkert ikke andre end han selv forstod til sidst.

Shinto betyder ”gudernes vej” og som sådan kan man sige at hans vej var en form for reformeret Shintoisme eller Pansofi.

At hans indre vej ikke egnede sig til at blive optaget af hans hovedelever, betyder imidlertid ikke at man kan drage konklusionen at ALT dermed er at finde i Aikido teknikkerne eller andre bevægelses former, hvad end vi kalder det for hellig dans eller hellig gymnastik.

Nogle drager konklusionen at meditation og esoteriske øvelsespraksis ikke har noget at gøre i en Aikido dojo. Det ville være en sekterisk antagelse og gøre aikido til en personkult.

Det betyder for mig blot det forhold, at hver enkelt dojo må finde frem til den rette balance mellem budo og meditation. Det eneste som organisatorisk binder aikidoka sammen er de forskellige gradueringssystemer der anvendes.

Hvad der derud over er mulig afhænger ene og alene af den forhåndsværende Doshu, Shihan, Sensei eller Dojo Chos grad af Saotri eller mangel på samme.

Oplysningen i praksis.

Der er skrevet tonsvis af bøger og sagt millioner af ord angående oplysning eller satori, men meget ofte udebliver de praktiske anvisninger. Og når man endelig præsenteres for disse er de ofte så spekulative at de ved et nærmere eftersyn viser sig at være ubrugelige. Enten fordi teknikkerne er for dårlige eller også fordi de er forældede. Det meste af orientens åndelige arvegods og særlig det der stammer fra Hinduisme og Islam er antikveret. Man tager ikke i betragtning at disse gamle systemer var udviklet til at virke i en tidsepoke, da bevidstheden var helt anderledes end i vor tid.

Ingen ville jo drømme om at bruge en flintekniv i dag til at barberer sig med, men ikke desto mindre kaster mange sig over meditations og yoga øvelser som enten er total ubrugelige eller direkte skadelige for nutidens bevidsthed.

G.I. Gurdjieff sagde om dette forhold, at det gav ham meget arbejde at hjælpe med at få rettet op på de skader som mange pådrog sig, når de ukritisk begyndte at bruge de antikverede metoder.

En af mine venner tog til Indien, da han var ca. 26 år og han mødte en Brahmin. ”Hvad vil du her?” spurgte han. ”Lære noget om Yoga”, svarede min ven. Brahminen smilede og svarede.” Det kan du gøre når du bliver ældre. Nu skal du tage hjem og lære at tjene nogle penge”.

I sin bog ”Højere bevidsthed” har Jes Bertelsen givet nogle praktiske anvisninger som jeg her gene vil henlede opmærksomheden på, fordi teknikken er effektiv og enkel.

Oplysning eller satori viser sig i den udvidede bevidsthed på mange forskellige måder, men for at forenkle det kan vi sige at der finde tre principielle indfaldsvinkler.

1) Lys

2) Lyksalighed

3) Harmoni

Lys sættes altid i forbindelse med en imaginativ tænkning. Bevidsthedens højere lys eller Visdom. Men lyset har sin modsætning i mørket

Når bevidsthedens højere lysstråler blotlægger sindets mørke sider og ser vi skyggerne og en af disse er irritation. Det oplyste sind ser og fatter alt som i et nu, fordi det ikke er bundet af fortidens minder og fremtidens håb.

Lyksaligheden knytter sig til den inspirerede følelse. Bevidsthedens højere følelser er kendt gennem kærlighedens væsen. Kærlighedens salighed har sit modbillede i den seksuelle ekstase og lykke følelse –glæde. Gennem hjertets vej kan bevidstheden nå frem til positive følelser så som taknemmelighed og medfølelse og endelig nå frem til en forening med Gud og det guddommelige eller en Unica Mystica

Harmoni er ikke harmonisering. Enheden er ikke ophør af forskellighed. Den meditative proces er ikke en svæven bort på en lyserød sky – den non-duale bevidsthed ophører aldrig at eksisterer i sindet. Vi kan gennem Lys og Salighed i kortere eller længere tid opholde os i en tilstand hvor harmonium er en eksistentiel oplevelse. Ingen kan dog leve ret længe ret længe i denne tilstand før en vis søvnighed trænger sig på.

Den højere bevidsthed må således forholde sig til følgende principielle skygger. 1) Irritationen, 2) seksualiteten og 3) søvnigheden.

Irritationen er en konsekvens af den utålmodighed der kan opstå i sindet når det stilles over for lavere kategorier af opfattelsesevne. Evnen til at forstå er forskelligt udviklet alt efter bevidstheds graden.

På det højeste trin opfatter sindet tingene umiddelbart, spontant eller intuitivt.

Det er et udtryk for en grad af beredskab i sindet, som stammer fra tidligere inkarnationer. Der er tale om en karmisk disposition – om en direkte genkendelse. I vestlige traditioner kaldes det evnen til at kunne læse ”den okkulte skrift”.

På mellemste trin er sindet i stand til at opfatte nye impulser og informationer, efter at det er blevet introduceret et vist antal gange. Der er en åbenhed og fleksibilitet tilstede i sindet. Det lille ego blokerer med sine for-domme ikke for den frie tilstrømning af Lys. Det oplyste sind oplever dette trin med glæde.

Det laveste trin er fyldt med evindelige gentagelser, misforståelser og forudfattede meninger. Endeløse gentagelser af forklaringer og teoretiske og intellektuelle udredninger. Det er det duale sinds eller helvede. Evnen til at nå om bag ordene og ind til deres mening, ind til Lysets kilde, er her ringe eller slet ikke udviklet.

For at befri os selv fra irritationernes helvede kan vi benytte os af følgende skygge kontemplation.

Erfaringerne viser at vi ikke kan bekæmpe mørket ved at skrue op for lyset, det vil blot lede til endnu kraftigere slagskygger. Vi må her gribe til en af oplysningens anden inspirerende åndelige kræfter: Lyksaligheden – den højeste positive følelse eller ekstasens seksuelle glæde.

I indforlivelsen af irritationen må vi fra vort hjertes dyb finde frem til situationer i ens liv hvor vi blev opfyldt af ophøjede positive følelser, så som taknemmelighed medfølelse og kærlighed. Stiller vi disse hjerte kræfter mellem os selv og irritationens ophav vil vi uden tvivl opleve at irritationen ophæves med en hastighed som er forbløffende.

I udlevelsen af irritationen kan vi gøre brug af oplevelser som skaber umiddelbar glæde, adspredelse, seksualitet, ferie mv. fjerner for en tid irritationen og vi føler en glæde som midlertidig fjerner den irritation vi føler i krop og sind.

Lys => irritation <= Glæde

Lyksaligheden har sin dybeste modpol i det seksuelle. På samme måde som irritationen kan tyranniserer sindet, så kan seksualiteten dominerer kroppen. Det er indlysende at kropspanser og fysiske spændinger finder sin optimale neutralisering eller afladning i det seksuelle.

Udlevelsen af det seksuelle er imidlertid forbundet med forskellige vanskeligheder. Det er ikke alle mennesker som har adgang til et partnerskab hvor udlevelsen af det seksuelle er mulig. Derfor er pornografien trådt ind som en kompensation hos de fleste frem for en kilde til indsigt i sindets manier og fantasier.

I de esoteriske traditioner kaldes udlevelsen for det Røde felt og indforlivelsen for det Hvide felt.

I det Røde felt møder sindet sine egne manier og fantasier og lærer her hvad der er hensigtsmæssigt at udleje og hvad der er hensigtsmæssigt at indforlive.

Helle dette felt handler om rollespillet mellem den maskuline og den feminine polaritet. Vi kan ikke forstå denne polaritet uden at vi erkender at det biologiske mandlige er gennemstrømmet af en æterisk feminin polaritet og at den biologiske kvindelige er gennemstrømmet af en æterisk maskulin polaritet. Og at det mandlige ytre sig polygamt i sit ydre, medens det i sit indre rummer en monogam kerne. Omvendt ytre det kvindelige sig som monogam, medens det i sit indre rummer en polygam kerne.

Indforlivelsen i Det hvide felt handler ikke om at fortabe sig i sensualismen eller skabe en asketisk modgift.

Den kønslige dualitet leder sig ikke styre eller kontrollerer af moralske love. Og heller ikke af bevidsthedens lys og visdom.

Den hvide metode er mellem saligheden og seksualiteten at stille meditationens non-duale felt. Instinkter, drift og begær kan effektivt ophæves gennem meditationens neutraliserende kraftfelt. Herved opstår der harmoni mellem sind og krop.

Salighed => seksualitet <= Non-dual

Den tredje åndelige kvalitet er harmonium. Det er en tilstand hvor den højere bevidsthed frigør sig fra alle duale funktioner og virkninger i krop og sind.

Det er en almen misforståelse at Oplysning optræder som en permanent tilstand.

Hvis det var tilfældet ville oplysningen havde ændret sig til psykose som nioget kronisk, men oplysningen er noget permanent - Sindet kan gå ud og ind i de tre kvaliteter: Lys, Lykaslighed og Harmoni. En ting er at finde døren, noget andet er at gå ind i rummet og er man først kommet ind i rummet må man også kunne finde døren som leder ud af rummet. Har man fundet døren som leder ind og ud af rummet er der ikke længere brug for nogen dør eller noget rum. Det er derfor der i Dzogchen siges: Der er ingen forskel på den sanseferie iagttagelse (nirvane ) og så den sanselige verden (samsara).

De fysiske handlinger (kama) og de moralske handlinger (karma) smelter her sammen i sindets non-duale natur (samathi). Der er intet at udvikle, intet at opnå, ingen steder at gå hen – Sindet er der allerede, men bevidstheden ved det endnu ikke.

Den negative pol i den non-duale bevidsthed er søvnighed. Bevidstheden kan mister konjekturerne, dybde og skarphed. Flok - og soldater mentalitet, ses overalt i såkaldte ”åndelige bevægelser”.

Jeget er ikke et mål i sig selv, men ”færgemanden” som transporterer Sindet over floden Yx, som forbinder den sanselige og den oversanselige verden, og det kan ikke tåle Lygtemændenes Guld eller intellektualismens spekulative filosofi.

Der hvor sindet bliver sløvet af at opholde sig for meget i den non-duale meditative tilstand, kan vi holdet sindet vågent ved at tilfører det mere Lys.

Det Lys som der her er tale om findes i det åndelige ord (kotodama og manthra) eller i åndelige imagenationer eller visualiseringer (mandahla, yantra og tantra)

Den højere bevidsthed er er fokuseret i eet punkt eller ur billeder. De må ikke for veksles med det kollektive ubevidste arketyper, som ofte har drømmeagtig karakter. Den højere bevidstheds lys er intuitivt klart og skarpt. Der er ikke brug for orakelagtige fortolkninger, men meningen, hensigten står krystalklart i nuets dagsbevidsthed. Håb og tro er godt nok, men ikke nok, hvis vi virkelig ønsker at udrette noget i livet.

Non-dual => søvnighed <= Lys.

Med disse tre teknikker er vi nogenlunde sikret mod de skygger der møder os på Oplysningens vej. Snart falder vi hen i sløv dovenskab , snart i begær og drift og snart vredens irritation. Stiller vi de tre åndskræfter over for disse fysiske kropslige impulser vil vi hurtigt kunne genoprette den nedadgående tendens som truer bevidsthedens sande natur og essens.

Den vej (Yanaeller Do) vi her arbejder med er effektive, den handler ikke om Den brede vejs (Hinayana) filosofiske spekulationer eller om Den smalle vejs (Mahayan) heroiske målsætninger. Det er den korte og direkte, den accelererede proces (Vajrayana) – sådan som den findes i den tibetanske tradition Dzogchen eller Den store oplysning.

Oplysningens kilder.

Opdragelse vil sige at blive draget op da. Vor karakter og krop højnes på mange forskellige måder.

I det første felt der her omtales er spørgsmålet om vejledning meget vigtig. Det handler om at finde de rette kilder eller informationer. De er tilgængelige i skriftlig form, som f.eks. denne lille artikel. De kan vise vejen, men du må selv gå den.

Ingen viden eller information er brugbar, hvor inspirerende den end må være, hvis den ikke finder genklang i sjælen, hvis den ikke genkendes og vækker tillid.

Dette felt er for de mange. Udvikling af hengivenhed og tillid er afgørende for at introduktionen bærer frugt.

Det andet felt handler om overførsel af kraft. Her viser det sig om tilliden er tilstede og den karmiske linie er etableret. Dette felt er for de få.

Det tredje felt handler om initiationen, om relationen til en lærer, der repræsenterer en esoterisk linie til en Rod-mester. Det er den indre og den ydre hemmelighed.

Det første felt er åben tilgængeligt for alle og enhver

Det andet felt er tilgængelig for de der selv finder vej

Det tredje felt er bevidst hemmelig holdt

I det andet felt etableres der personlige relationer på baggrund af tillid og fortrolighed. Det er gennem disse hjerte kræfter at døren til de inspirative impulser åbner sig. Ydre efterligning leder her til intet.

Et sådant møde er yderst sjældent. Det er også derfor det er sagt: Den esoteriske vej ligger meget længere fremme og højere oppe end normal antaget.

Der kan være tale om et møde med en nulevende vejleder og her etableres den kommunikation der kaldes ”den orale undervisning”. Elevens evne til at modtage de impulser der udgår fra den karmiske linie tillader en særlig kraftoverførsel at finde sted. Men det kan også være et personligt møde med en afdød åndelig vejleder.

Stræben efter indsigt og viden er i den første felt præget af ønsket om viden til og for mig selv. Man er i og for sig som en tyv hvis begær efter viden driver en frem.

Det er en ophobning af viden som man ikke forstår at forvalte. Det er som sommerfugle fangeren som nyder at sætte sommerfugle på nåle i sirlige rækker i små kasser.

Hvor tilliden er etableret vil man opleve at informationerne og introduktionerne begynder at åbne sig på en helt ny måde. Som en Sesam luk dig op. Forsøget på forstandsmæssigt så at sige at fravriste ordene deres mening ophører straks. Motiv og intention fylder uden modstand sindet. Den umiddelbare og direkte opfattelse er etableret.

I det tredje felt er der mulighed for at nå ind til essenspunktet. Det der karmisk er blevet samlet i et Åndsmenenskets bevidsthed kan sammenlignes med et depot.

Begrebet Rod-mestre refererer til en højere bevidsthed som har opdaget et essenspunkt, et ur-billed eller en kilde. Det er billeder der er tegnet i det astrale Lys.

At disse kilder er bevidst hemmeligholdte betyder at de ikke er tilgængelig for andre end de der har modtaget en esoterisk initiation. At den er esoterisk betyder at den rækker ud over biologiske tidsrammer.

Et sådant eksempel finder vi i det der kaldes Damarc Initiationen eller Damaskus Oplevelsen. Den senere apostel Paulus, var initieret i de kabbalistiske traditioner, men modstander af Kristus-impilsen. På sin vej til Damaskus bliver han blændet af et oversanseligt lys. Han ledes ind i en Kristnes menighed og efter tre døgn fik han et nyt syn tilbage. Hans synspunkter og adfærd var radikal ændret. Han var som blevet vendt om og hans synspunkter er fornyet. Hans adfærd er ligeledes total ændret. Det som her skal bemærkes er, at han aldrig havde mødt Kristus som person eller impuls, medens denne virkede som åndelig vejleder i det sociale liv. Hans møde med denne Rod-mester fandt først sted efter mesteren ikke længere var virksom i det legemlige. Disinkarneret.

Tertons og terma – den direkte inspiration og skjulte tekst.

I de tibetanske traditioner findes begrebet TERTONS, som refererer til individer hvis karmatiske omstændigheder bevirker at de har direkte adgang til Rod-mestrenes kilde. Etableringen af sådanne esoteriske linier, kan kun forstås hvis vi er i stand til at opfatte Loven om Reinkarnation og Karma.

Den for hvem de bevidst hemmeligholdte initiationer er åbnede, vil have direkte adgang til de selv samme kilder som Rod-mestrene øsede af. Det er hvad der hentydes til med ordene:

Den der har drukket af Livets Vand vil aldrig mere tørste, men den der ikke drikker det Levende Vand vil tørste igen .

Tager vi f.eks. M. Ueshiba og hans Satori der ledte ham til Oplysning om Aiki, så kan vi lære meget i forskellige ryu og dojo – men egentlig oplysning får vi først når vi møder en Sensei, hvis egen Satori har ført ham frem til Kotodama hvor fra Aiki udspirnger og gennem en sådan selv bliver i stand til at åbne hemmelighedens port.

Ser vi på sådanne vejlederes liv, så kan vi ikke bedømme deres udtryk ud fra småborgerlige adfærdsnormer og politisk korrekthed. Mange opfattede M. Ueshiba som en excentrisk person opfyldt af eksotiske fantasier. En asketisk fantast, som var blevet vildledt af en ny-religiøs sekt i Japan – Omoto bevægelsen.

Men vi kan ikke bedømme sådanne personer ud fra deres adfærd, eller katarakter mæssige afvigelser.

Den lærer der her overføres er upåvirket af politisk korrekthed og korruption.

Den er befriet fra lærerens personlige karma og leder således ikke eleven til nogen for eller fremtid, som ikke er hans egen.

I traditionerne kaldes Tertons ofte for de ”skjulte og ukendte mestre” fordi deres fremtrædelsesform er vanskelig at forstå for det almene menneske. Terton lærer beskrives også som ”de der åbenbare skatte”. Ofte oplever verdens dem som tåber eller idioter, men ordet idiot betyder bare det at være sig selv.

G.I. Gurdjieeff sagde: Mennesket begynder som almindelig idiot og det højeste han kan opnå det at blive absolut idiot.

I den kristne Grals legenden er der tale om Parsifal, den ”dåren” eller ”tåben”, som skal redde Gralskongen.

I kabalistiske Tarot sættes han i forbindelse med Major Arcnum nr. O – ”Tåben”.

Initiationsvidenskaben er transkulturel, det vil sige den er usekterisk og universel.