Om indre skoling

Bushido eller krigerens vej blev af M. Ueshiba radikal ændret da han introducerede begrebet fredens vej. Teknisk set havde M. Ueshiba sit udgangspunkt i forskellige former for Bushi, men da opfattede betydningen af ordet Aiki, påbegyndte han en udvikling, som mange af hans samtid ikke forstod og som endnu er vanskelig for mange Budo og Aikido udøvere at begribe.

Et af de afgørende aspekter ved bushi er kamp teknikkerne (jutsu) evnen til at dræbe en modstander øjeblikkeligt og at erkende at man selv kan dø her og nu. Mange budo udøvere bibeholder denne opfattelse som grundlæg for deres træning. Der knytter sig imidlertid en form for nostalgi til en sådan opfattelse, fordi fjendebegrebet ikke længere er i overensstemmelse med virkeligheden. Så på sin vis er det jo spild af tid at bruge 20 år af sit liv på at forberede sig på en kamp der aldrig opstår. Mødet med kniv, stav eller sværd er meget lidt sandsynlig.

Langt de fleste mennesker oplever heldigvis aldrig i løbet af hele deres liv at stå i en voldelig og fysisk konfrontation og endnu færre oplever en væbnet konflikt. Der er ikke længere overensstemmelse mellem kampteknologien og så de teknikker som praktiseres i budo. Hvor er det da at den virkelige fare lurer i dag? De to største kilder til sygdom, ulykker og død kommer fra sygdom, naturkatastrofer og i vor civilisation trafikulykker.

Udgangspunktet for bushi var altså ikke den tekniske side af konflikten og død og sygdom som konsekvens, men døden og sygdommens væsen, dens indflydelse og konsekvens på menneskets sind og her er det jeg tror, at M. Ueshiba aikido stadig kan bruges som en udviklingsvej, men det forudsætter at man er i stand til at tage et kvantespring og som med eet sæt rykke sine synsvinkler ind i et helt andet fokus, som i et nu at ændre synspunkt.

Der er i realiteten kun to ring der er givet med sikkerhed i vort liv og det er at jeg er født ind i livet og at kroppen på et tidspunkt begynder at gå i opløsning og vender tilbage til jordens støv, enten fortæret af ild eller af bakterier.

Det som vi kan lærer af bushi er, at tidspunktet for vor død er ukendt, at det kan ske hvor og når som helst. Jeg kan stå ved et kronisk sygt menneske sengeleje og tænke: Ja, han har måske kun få år tilbage. Jeg er heldigvis sund og rask og kan regne med mange gode år endnu. Dagen efter kan jeg imidlertid ligger på intensiv afdeling med begge ben amputeret på grund af et færdselsuheld.

Gennem øvelserne i dojo udsættes vi så såkaldte angreb – eller stres. Vi lærer at vi nødvendigvis ikke behøver at bukke under for dette stres, at hvis vi ændre vor attitude, kan jeg måske standes angrebet og hvis ikke så kan jeg møde konflikten med en indre ro.

I bushi handler det ikke om at undgå det uafværlige for enhver pris, men også at kunne tabe og dø med værdighed.

De gamle kriger traditioner lægger altid vægt på at det er måden man dør på som er det afgørende.

”Dette er en god dag at dø på” er en udtalelse som viser dette bevidste valg. Til tider taber vi og til andre tider vinder vi – så ”Tab og vind med samme sind” er også en udtalelser som endnu findes som et af idrættens store idealer.

Vi taler meget i vor tid om en ”værdig død”, om hospits hvor døende kan har mulighed for at få den rette pleje eller om retten til at være i eget hjem til man ikke kan mere.

Vi kan teoretisk forholde os til disse spørgsmål, men i praksis er det noget andet. Det kan være en romantisk leg i dojo at kæmpe ”på liv og død”. Men det er kun papirtigere vi kæmper imod. Den dag vi møder en virkelig tiger vil vi først lærer om modet holder og om blodet ikke fryser til is i vore årer eller om vi ikke gribes af vild panik. Da vil vi blive testet på om vort sind har opnået en vis form for stabilitet eller ”one point”.

Her er det nødvendigt at træne sindet og at opfatte betydningen af dødens væsen. Vejen hertil går gennem kontemplation, meditation eller opfattelse af helheden – gennem enhed mellem krop og sind.

M. Ueshiba efterlod en stor åndelig arv og ikke mindst hans Doka kan her stadig være af betydning for alle aikido udøvere, men mange af hans indre metoder er ikke blevet antaget af eftertiden, primær fordi de var hans egen mystiske sti, skabt af ham selv og for sig selv, udtryk poetisk og religiøst, men manglende en transkulturel og åndsvidenskabelige impuls.

I den tibetanske buddhistiske tradition har man et begreb, som kaldes Bardo – hvilket oversættes som interval eller mellemrum.

Vi deler alle en fælles oplevelse vi sover ca. 1/3 af hele vort vågne liv. Ud af 24 timer sover vi ca. 8 timer. Mellem vågen og søvn er der et mellemrum og søvn og vågen er i sig selv to mellemrum.

Det vågne rum er også beskrevet som livet og søvnens rum som den lille død.

Tidsrummet 24 timer er uforanderlig, tiden går ufortøvet videre og ændre sig ikke. Det der ændre sig er opfattelse eller mellemrummet ændre kvalitet, fra sol til måne kræfter, fra dag til nat, fra bevidsthed og vågen tilstand til drøm og søvn.

Vi kan derfor sige; hverdag fødes jeg og hver dag dør jeg. Når jeg vågner om morgenen er det en slags genfødsel og når jeg falder i søvn om aftenen ligger mit legeme på lejet ubevægeligt som var det dødt.

Det samme fænomen kan vi aflæse i naturen. Om foråret siger vi at naturen vågner på efter vinterens søvn. De fire årstider er en cyklus som også kan sammen lignes med menneskets fire livsafsnit. Forår som fødsel og barndom , sommer som ungdom, efterår som voksen og vinter som alderdom og død.

Gennem en kontemplation af sådanne imagenationer, kan man nå frem til en ny erkendelse af begrebet liv og død, som en cyklus, hvor krop og sind begge lever i forskellige mellemrum og tidsrum, som ikke ændres.

Det er hvad den tibetanske tradition kalder for livets bardo. I denne bardo kan der være drømmens bardo og meditations bardo.

Menneskets normale livs forløb slutter med det der kaldes bardo tødrøl eller dødens mellemrum.

Normal siger man: hvad der ligger hinsides fødsel og død derom kan vi intet vide, for ingen er endnu vendt tilbage for at kunne berette om hvad der sker før og efter døden. Det kaldes uvidenhed. Så vidt jeg ved er der endnu ikke nogen som ikke er vendt tilbage, men de lider blot af et totalt hukommelsestab.

Mange mennesker kan ikke huske hvad de har opfatte i de 8 timer de har sovet om natten, medens andre kan berette om mærkelige drømme.

Vi må erkende at bevidstheden eller sindet er kontinuerlig, permanent og evig, på akkurat samme måde som kroppens fysiske elementer, substanser og partikler. Vand består af to gasarter, som når de mødes danner en væskeform, (H20) hvad end dets tilstandsform er fast som is, flydende som vand eller luftagtigt som damp.

Forskellen ligger kun i den cyklus krop og sind gennemgår i sine opbygning og nedbrydnings faser.

Naturvidenskabelig set har vi en temmelig god opfattelse af det fysiske univers, skønt mange af konklusionerne er forkerte, men når det handler om sindets univers er vor kulturkreds endnu meget underudviklet.

Vi må her søge til kilder som vestens logik har det meget vanskeligt ved at forstå og accepterer: shamanisme eller pansofi, islamisk sufisme, kristen mystik, buddhisme og antroposofisk åndsvidenskab.

Går vi tilbage til de gamle ægyptere, finder vi den ”Ægyptiske dødebog” og i Tibet – ”Bardo Tødrøl” – eller Den tibetanske dødebog, men også i den moderne Åndsvidenskab finder vi interessante meddelelser om hvad sindet oplever og opfatter i mellemrummet fra død til ny fødsel.

Der findes naturligvis en meget lang række af individuelle beskrivelser som stammer fra mennesker som har haft døds oplevelser og ude af kroppen oplevelser. Her finder jeg dybde psykologen C. G. Jungs beskrivelse meget interessant.

Fælles for dem alle er at kroppens død beskrives som sindets fødsel eller opvågning. Tilstanden betegnes som den hvide fase. Sindet oplever her sin egen natur – Hvis sindet er fyldt med fred eller bitterhed vil dette forstærkes.

Derfor taler man også om det sidste åndedrag, som noget meget afgørende eller det sidste ønske eller vilje.

Ser vi på døds oplevelsen som noget der sker dagligt, ja flere gange i løbet af en dag, så ved vi hvorledes tab og ulykke kan påvirke vor opfattelse. For dødes oplevelse er jo forbundet med det ultimative offer – eller tab.

Vi kan miste vore penge, vort job. Vi kan miste vor sundhed og førlighed. Vi kan miste vor familie og vore venner. Vi kan miste vor psykiske og mentale kapaciteter. Dette er den lille død i livets hverdag. Dette er midlertidige tab. Når vi udsættes for sådanne tab, da ledsages de ofte af en undren, skuffelse eller bitterhed: ”Hvorfor skulle dette netop overgå mig” – eller ”Det har jeg ikke fortjent” og ønsket om hævn kan opstå.

I traditionerne er døds oplevelse knyttet til begreber som ”Færgemanden” eller ”Tærskelens vogter” eller ”Dobbelt gængerne” og i den lille døds oplevelse, er det sindets opgave her at vende strømmen af negative impulser, med mindre sindet vil følge efter strømmen af sultne spøgelser eller destruktive dæmoner, som får sindet til at fryse til is eller brænde som ild.

Vi må vende strømmen ved at absorberer alle negative impulser og karmatiske konsekvenser. Vi må slippe selv medlidenheden, som ikke er noget værd og vende den til medfølelser. Sætte tingene i perspektiv. Udsættes vi for tab, uanset af hvilken kategori, må vi søge at opretholde overblikket under alle omstændigheder og forhold. Se de tusinde fjender og de tusinde blomster på samme tid.

Udvise medfølelse med vore fjender og tilgive dem – uden at noget er glemt.. Indse at al lidelse er resultatet af uvidenhed, selv det der optræder ond vilje er resultatet af misforstået nødvendighed.

Tilgiv for de ved ikke bedre er den attitude som vil bringe os videre og forkorte opholdet i Skyggernes rige – De lavere regioner eller Bardo Tødrøl eller vi vil fra det forstærkede Røde Felt bevæge os ind i det Sorte Felt fuldførelsen eller Åndens Rige – Det rene land eller Bardo Dhamata

For uanset hvad vi møder så er mødet med Dobbeltgængeren, mødet med os selv. Sindets positive eller negative sider og egenskaber. Disse kvaliteter springer så at sige spontant frem under alle døds oplevelser og vor fremtidige karma afhænger af hvorledes vi realiserer disse mellemrum.

Vi kan ikke vende rygge til dem, stikke hovedet i busken eller forlade os på den naive tro om positiv tænkning. Tabet døden er en realitet, men når vi øver os i at standse identifikationen ved f.eks. at stille sig selv spørgsmålet: ”Jeg føler smerte, med hvad er det der føler”, vil opleve at der sker en ny erkendelse – at vi begynder at opfatte tingene i en større sammenhæng. Gennem opøving af disciplinen Det rette tilknytning, vil vi opfatte en ny form for frihed og uafhængighed i alle livets forhold også når den lille død står foran vor dør.

En metode som også anbefales er opøvelsen af tilbageblik. Om aftenen lige før man sover ind, når den lille død indtræder, lader man dagen som en film spole baglæns, medens man omhyggeligt iagttager de forskellige episoder og hændelser der opstod i løbet af dagen. Derved renser man sindet for dagsrester som man derfor ikke tage med sig ind i søvnen og den astrale verden.

Ser vi på den store søvn eller kroppens konkrete opløsning, oplever sindet her mødet med det Hvide Lys.

Højt realiserede personer har på deres dødsleje smilende kunnet fortælle og berolige de tilstedeværende om hvilke smukke oplevelser den døende havde. W. Goethe udbrød da han udåndede: ”Mere Lys!”.

I den anden fase – den røde - begynder sindet at opleve hele sit jordiske liv passerer revy, som i et kæmpe panorama – men nu set baglæns. Denne Bardo Tødrøl er i den kristne tradition også kaldt for Skærsilden – et viden som på det værste blev misbrugt at den Romerske Kirke og som bla. Førte til Martin Luthers reformation.

Det er en lutringsfase hvor sindet nu ser sit liv men gennem de øjne som iagttog det ude fra – sindet for altså lov til at se sig eget liv, men nu oplevet ikke som han eller hun selv opfattede det, men som omverdenen oplevede det.

Gennem denne Bado har sinder mulighed for at nå frem til en højere grad af selv erkendelse og fri gøres sig fra negative følelser og selv-centrering.

Efter denne Bardo beskrives der mellemrum, hvor sindet nu bevæger sig gennem en frigørelse ledsaget af himmelske billeder, toner, klange, farver, dufte, former og visdom.

Men også dette er kun midlertidige tilstande – mellemrum – Bardo. Først når sindet har bevæget sig gennem disse planetariske sfære når det frem til den Sorte Farve.

Himmelens blå og Regnbuens farver – alt dette hører til livet her på jorden - hinsides dette ligger Universets tomme og sorte rum" – det uendelige – fisk stjerne – galaksernes evige vidder de 12 stjerne verdner eller universer verdner eller Nirvana. Om hvilket vi intet kan vide eller sige uden at ende i inflatorisk kommunikation.

Som en sonde rejser essensen af det individuelle menneskes åndsselv hvor tid og rum ikke findes.

I sin essens bærer det en salig glæde og kærlighed over at bære alle levende væsners lidelser.
På et givet tidspunkt modtager denne sonde et lille signal fra jorden: ”Du er savnet” og menneskets Ånds selv begynder at vågne af sin kosmiske søvn – og impulsen opstår i sindet: ”Jeg længes efter jorden”.

Forberedelse til tilbageturen påbegyndes – fra den sorte zone, til den røde, til den hvide.

Inkarnationen, mødet mellem forældre og barn er en karmiske konstellation, et valg som er taget længe før inkarnationen fandt sted i det jordiske.

Den psykogenetniske kode er nedlagt i æg og celle – i det maskuline og det feminine. Et valgslægtskab har fundet sted.

Genkend din egen oprindelige natur

Hold fast ved det ene punkt

Hav tillid til at befrielsen indtræder.

Garab Dorjes

sd